SfB-Oure keeper Casper Radza fik reddet et frisparks forsøg fra OKS. Foto: Anders Juncker Nielsen/AJ Sportsmedie.
De sydfynske gæster leverede en stærk første halvleg, og selv om OKS kom bedre med efter pausen, kunne SfB-Oure FA tage hjem fra OKSON-Park med en fortjent 3-0-sejr.
Lørdag eftermiddag blev Danmarksserien skudt i gang for OKS og SfB-Oure FA, da de to mandskaber tørnede sammen på OKSON-Park i Pulje 3.
Omkring 130 tilskuere havde fundet vej til Odense, hvor OKS havde sørget for grill og kolde drikkevarer i sommervejret. Der var samtidig revanche på spil for hjemmeholdet, som i sidste sæson tabte begge indbyrdes opgør mod SfB-Oure FA.
De sydfynske gæster vandt først 3-2 på OKSON-Park og senere 3-1 på Høje Bøge Stadion. Lørdagens sæsonpremiere skulle dog hurtigt vise, at SfB-Oure FA også denne gang havde godt styr på opskriften mod “Okserne”.
Gæsterne satte sig på første halvleg
Begge hold havde været i aktion i pokalturneringen midt på ugen, men det var ikke umiddelbart til at se på intensiteten. Allerede fra kampens begyndelse var der masser af dueller og nærkampe.
Det første gule kort faldt efter blot fire minutter til OKS-anfører Kasper Rask Nielsen efter en hård tackling. Situationen blev dog efterfølgende ændret fra frispark til offside efter en samtale mellem dommeren og linjedommeren, mens advarslen til OKS-anføreren stod ved magt.
Efter en indledende periode, hvor begge hold havde deres muligheder, overtog SfB-Oure FA gradvist mere af spillet. Gæsterne havde mest bold og begyndte samtidig at skabe de største chancer.
Efter 14 minutter kom belønningen. Emil Dahl Gürsoy modtog bolden i feltet og sendte den sikkert i nettet til 1-0.
Blot otte minutter senere blev føringen fordoblet. Gæsterne angreb igen fra højre side, spillede sig ind i feltet og fik efter et par driblinger sendt bolden på tværs til en fri Oscar Schou Østa, som kunne gøre det til 2-0.
Det blev også pausestillingen efter en første halvleg, hvor SfB-Oure FA havde haft bedst kontrol over kampen.
OKS kom bedre ud efter pausen
OKS-cheftræner Mads Lynge Hansen forsøgte at ændre kampbilledet fra anden halvlegs start ved at sende den fysisk stærke angriber Andreas Rynkeby Sørensen på banen.
Det skulle vise sig at være en effektiv taktisk ændring. OKS kom langt bedre med efter pausen, og hjemmeholdet fik i højere grad brudt SfB-Oure FA´s presspil.
“Okserne” kom frem til flere muligheder og begyndte at lægge større pres på gæsterne, men den afgørende skarphed manglede i afslutningsøjeblikkene.
Kampen fortsatte samtidig med høj intensitet, og flere gange var der frustrationer blandt spillerne, når dommeren ikke vurderede situationerne til frispark, selv om spillerne på banen havde en anden opfattelse.
Straffespark lukkede kampen
Med 12 minutter tilbage af den ordinære spilletid blev kampen reelt afgjort. Den indskiftede Malik Jensen havde kun været på banen i tre minutter, da han blev sat til at eksekvere et straffespark.
Han svigtede ikke og scorede til 3-0 for SfB-Oure FA.
OKS havde dog mulighed for at pynte på resultatet kort før slutfløjt. Hjemmeholdet fik et frispark lige uden for feltet, men SfB-Oure FA´s keeper Casper Radza leverede en flot redning, da han måtte helt op i det ene målhjørne for at afværge forsøget.
Dermed kunne SfB-Oure FA tage hjem til Svendborg med alle tre point efter en overbevisende 3-0-sejr.
Efter kampen var både OKS-cheftræner Mads Lynge Hansen og anfører Kasper Rask Nielsen enige i vurderingen af, at gæsterne havde fortjent sejren.
For SfB-Oure FA blev det dermed en perfekt start på Danmarksserien, mens OKS må se frem mod næste spillerunde i jagten på sæsonens første point.