Stadionproblemer kan koste ASA pladsen i landets bedste række

Foto: Anders Juncker Nielsen/ AJ Sportsmedie.

Den nyoprykkede A-Liga-klub har ingen godkendte hjemmebaner i Aarhus og afventer nu en afgørende dispensationsafgørelse, skriver Stiften.

ASA’s kvinder sikrede sig i foråret en opsigtsvækkende oprykning til A-Liga, men klubbens plads i Danmarks bedste række er nu truet af manglende stadionfaciliteter.

Ifølge Stiften lever ingen stadioner i Aarhus op til A-Ligaens licenskrav, og derfor har klubben søgt dispensation til at spille sine hjemmekampe på XL Park i Vorup ved Randers.

Problemet er, at heller ikke Vorup opfylder alle kravene. Stadion mangler blandt andet tilstrækkeligt kraftigt lys og de nødvendige 500 overdækkede siddepladser.

ASA har undersøgt mulighederne flere steder. Klubben har været i dialog med AGF om Ceres Park Vejlby, men har fået afslag, mens Riisvangen ikke er en mulighed på grund af den planlagte renovering.

Derudover har klubben rettet henvendelse til en række stadioner i blandt andet Randers, Horsens, Viborg, Hobro og Silkeborg.

– Vi har kontaktet 10 forskellige stadioner i Jylland, hvor Vorup er de eneste, som er vendt positivt tilbage, siger kvindeseniorformand og assistenttræner Louise Rosager til Stiften.

Dispensationsansøgningen ventes afgjort i den nærmeste fremtid. Hvis ansøgningen bliver afvist, kan konsekvensen blive, at ASA ikke får lov til at deltage i A-Ligaen trods den sportslige oprykning.

Den nye A-Liga-sæson begynder i slutningen af juli og bliver den første med ligaens nye struktur med 10 hold. ASA’s sportslige målsætning er at sikre overlevelse i rækken, hvis klubben får grønt lys til at deltage.

Del på Facebook
Julie Poulsen vender tilbage til AGF
Mohcin Belouahi skifter til Fremad Amager
Meryem Baskaya skifter fra OB til Galatasaray
AGF henter Laura Guldbjerg hjem fra spansk fodbold
Thisted FC forstærker truppen med to nye spillere
Fire spillere forlader Skive IK