Vejle-anfører tilfreds efter C-Liga-premieren: Stolte af at få et point med hjem

Foto: Anders Juncker Nielsen / AJ Sportsmedie.

Vejle Boldklub fik 1-1 med fra sæsonpremieren mod Silkeborg IF Q på Jysk Park. Efter kampen glædede anfører Vibeke Juhl Jensen sig over både rammerne, oprykningen til C-Ligaen og det første point i den nye sæson.

Vejle Boldklub indledte tilværelsen i C-Ligaen med et point, da oprykkerne spillede 1-1 på udebane mod Silkeborg IF Q.

Kampen blev spillet på Jysk Park, der til daglig også danner ramme om Silkeborg IF’s kampe i Superligaen. For Vejle-anfører Vibeke Juhl Jensen var det en særlig oplevelse at træde ind på et stadion og en bane, der adskiller sig fra de rammer, holdet var vant til i sidste sæson.

– Det er megafedt for det første at være rykket op. Så er det fedt at komme ud og prøve at spille i sådan nogle omgivelser. Det er noget andet end de baner, vi har været vant til i sidste sæson, sagde Vibeke Juhl Jensen efter kampen.

Anføreren var samtidig tilfreds med, at Vejle kunne tage et point med hjem fra premieren, selvom ambitionen naturligvis var at få endnu mere ud af kampen.

– At komme ud på en lækker bane, hvor man faktisk kan spille fodbold, og så tage herfra med et enkelt point, det er jeg tilfreds med. Vi ville da gerne have scoret flere mål, det vil vi ikke lægge skjul på, men vi kommer herfra med et point. Det skal vi være glade for og stolte af.

Spændingen blev brugt positivt

En sæsonpremiere på et højere niveau kan naturligt give ekstra spænding i en trup. Ifølge Vibeke Juhl Jensen var der også forventning og spænding blandt Vejle-spillerne inden kampen, men hun vil ikke betegne det som egentlige premierenerver.

– Jeg tror ikke, jeg vil kalde det nerver, men jeg tror, vi har været spændte forud for kampen. Vi har nået det rigtige spændingsniveau, og vi har hjulpet hinanden.

Ifølge anføreren handlede det blandt andet om at holde fokus på selve fodbolden og hjælpe de spillere, der eventuelt kunne mærke spændingen lidt ekstra.

– Hvis der har været folk, der har været lidt nervøse, så har vi sagt, at det bare er en fodboldkamp. Jeg synes, vi bruger det på den rigtige måde og får det ned i benene og går ud og spiller fodbold. I stedet for at være nervøse bruger vi den tænding.

Vejle Boldklub kunne dermed forlade Jysk Park med sæsonens første point og en godkendt start på klubbens nye tilværelse i C-Ligaen.

Du kan se hele interviewet med Vibeke Juhl Jensen her

Del på Facebook
Næstved HG henter Isabella Rose Blinge i HB Køge
Oprykkere slog til og lokalopgør satte præg på Danmarksseriens Pulje 3 og Pulje 4
Mål, comebacks og udvisninger prægede Danmarksseriens Pulje 1 og Pulje 2
Overtidsdrama i 3. Division – Holbæk afgjorde topopgør sent
Målfest i Odense og tæt drama i C-Ligaens anden spillerunde
B.93 tog sikker sejr – målfest da Sundby vandt nimålskamp