Viborg FF tog alle tre point efter tæt opgør mod Østerbro IF

Foto: Anders Juncker Nielsen/ AJ Sportsmedie.

En scoring af Ida Velling Gundersen i første halvleg blev afgørende, da Viborg FF lørdag eftermiddag besejrede Østerbro IF med 1-0 i Kvindernes B-Liga. Trods et spillemæssigt overtag i perioder lykkedes det ikke hjemmeholdet at finde vej til netmaskerne.

På en råkold lørdag eftermiddag i Valby Idrætspark tog Østerbro IF imod Viborg FF i Kvindernes B-Liga. Det blev et tæt og intenst opgør med højt tempo og flere gode muligheder, men det var gæsterne fra Viborg, der kunne rejse hjem med alle tre point efter en sejr på 1-0.

Kampen begyndte jævnbyrdigt, hvor begge hold forsøgte at sætte sig på spillet. Efter 14 minutters spil fik Østerbro IF kampens første store mulighed, men Viborg FF’s keeper Sofie Fly Sørensen var på plads og fik reddet bolden til hjørnespark.

Viborg FF slog til efter 17 minutter

Blot tre minutter senere kunne gæsterne bringe sig foran. Viborg FF spillede sig flot igennem Østerbro IF’s kæder, inden et indlæg fra højre side fandt Ida Velling Gundersen, som kom først på bolden og sendte den forbi Østerbro IF’s keeper Trine Gaur til 1-0.

Viborg FF spillerne jubler over 0 – 1 scoringen. Foto: Anders Juncker Nielsen/AJ Sportsmedie.

Scoringen gav Viborg FF momentum, og gæsterne satte sig i den efterfølgende periode på spillet. Allerede to minutter senere var de tæt på at udbygge føringen, men Trine Gaur leverede en vigtig redning og sendte bolden til hjørnespark.

Det efterfølgende hjørnespark førte til endnu en stor mulighed for Viborg FF, men igen var Østerbro-keeperen på plads med en flot redning.

Østerbro IF´s keeper Trine Gaur med en super redning. Foto: Anders Juncker Nielsen/AJ Sportsmedie.

Som halvlegen skred frem, arbejdede Østerbro IF sig tilbage i opgøret og fik skabt flere muligheder. Viborg FF’s keeper Sofie Fly Sørensen havde dog godt styr på afslutningerne, og derfor kunne gæsterne gå til pause med en føring på 1-0.

Østerbro IF manglede skarpheden

Anden halvleg begyndte med et Viborg FF-hold, der fortsatte med at lægge pres på hjemmeholdet. Kort efter pausen appellerede gæsterne for et straffespark, men dommeren vurderede ikke, at der var grundlag for at fløjte.

Efter 51 minutters spil fik Viborg FF endnu en god mulighed for at øge føringen, men Trine Gaur var igen på plads og forhindrede en scoring.

Herefter begyndte Østerbro IF gradvist at overtage mere af boldbesiddelsen og presse gæsterne længere tilbage på banen.

Selvom hjemmeholdet havde flere gode perioder med bolden, kneb det med at omsætte det spillemæssige overtag til reelle målchancer. Særligt på den sidste tredjedel af banen manglede Østerbro IF tempo og præcision i kombinationerne, hvor for mange boldberøringer gjorde det vanskeligt at bryde igennem Viborg FF’s defensiv.

Det betød samtidig, at hjemmeholdet ikke formåede at få en eneste afslutning inden for målrammen i anden halvleg.

Stor mulighed i overtiden

Østerbro IF fortsatte jagten på udligningen helt frem til slutfløjtet, og i kampens overtid opstod hjemmeholdets største mulighed efter pausen.

Et indlæg blev sendt ind i Viborg FF’s straffesparksfelt, hvor en Østerbro-spiller kom frem til en hovedstødsmulighed. Afslutningen gik dog over mål, og dermed forsvandt hjemmeholdets sidste mulighed for at sikre sig point.

Kort efter kunne Viborg FF juble over en sejr på 1-0 efter et tæt og intenst opgør mellem to hold, der begge forsøgte at spille offensiv fodbold.

Med sejren sikrede Viborg FF sig tre vigtige point i Kvindernes B-Liga og fik samtidig skabt yderligere afstand ned til AaB i stillingen.

Del på Facebook
Østerbro-træner efter nederlag: Vi gør det svært for os selv
Viborg FF tog alle tre point efter tæt opgør mod Østerbro IF
AaB Women meldte afbud til omkamp – taber 3-0 uden at spille
Thisted FC skifter cheftræner: Tidligere træner vender tilbage til klubben
Boldklubben Frem får bøde for mangel på boldbørn
Straffesparksredning, røde kort og målfester i 3. Division