Oprykkerne fra ASA chokerede AGF i historisk A-Liga-sejr

Foto: Anders Juncker Nielsen/ AJ Sportsmedie.

ASA markerede tilbagekomsten til landets bedste række med en opsigtsvækkende 3-1-sejr i lokalopgøret mod AGF. Samtidig sluttede mødet mellem FC Midtjylland og Brøndby IF uden en vinder.

Det blev en historisk dag for ASA, da oprykkerne besejrede AGF med 3-1 i A-Ligaens lokalopgør på XL Park i Vorup.

På papiret lignede kampen et møde mellem lille- og storesøster. AGF kom som det etablerede A-Liga-hold, mens ASA er tilbage i landets bedste række for første gang i ti år og råder over ligaens mindste budget. På banen var forskellen imidlertid vanskelig at få øje på.

AGF åbnede kampen bedst og fremtvang tidligt et hjørnespark, da ASA-keeper Sidse Tryk Christiansen reddede gæsternes første afslutning. Situationen blev startskuddet til en hurtig omstilling fra oprykkerne.

Et indlæg skabte problemer i AGF-forsvaret, som ikke fik clearet bolden. Den endte i stedet hos Ida Lykke Eriksen, der sendte ASA foran med 1-0.

Efter 11 minutter blev føringen fordoblet. Benedicte Moss Rasmussen opfangede, at AGF-keeper Marie Grøn stod et stykke ude af sit mål, og ASA-spilleren tog chancen langt udefra. Afslutningen sejlede i nettet til 2-0.

AGF svarede hurtigt igen. Clara Littrup var først over en returbold og reducerede til 2-1, hvorefter kampen udviklede sig mere åbent. Begge hold kom frem til muligheder, men stærke præstationer fra de to målvogtere sikrede, at stillingen holdt frem til pausen.

ASA fortsatte med at skabe de farligste situationer efter pausen, mens AGF manglede den nødvendige skarphed foran mål. Gæsternes Signe Baatrup forsøgte sig udefra efter 54 minutter, men afslutningen blev rettet af og gik til hjørnespark.

Et kvarter før tid faldt afgørelsen. Indskiftede Sarah Jusjong modtog bolden i feltet og sendte den sikkert ind ved den nærmeste stolpe til 3-1. Marie Grøn forhindrede yderligere scoringer i slutfasen, men AGF kunne ikke true ASA’s føring.

Dermed sikrede oprykkerne klubbens første sejr i landets bedste række. Resultatet understreger samtidig, at ASA trods trænerskifte og justeringer i truppen har taget momentum fra forårets kvalifikationsspil med ind i A-Ligaen.

Mila Bischoff på måltavlen i Herning

På MCH Arena spillede FC Midtjylland og Brøndby IF 1-1 efter et jævnbyrdigt opgør.

Brøndby begyndte bedst, men gæsternes keeper Jalen Tompkins var efter 14 minutter tæt på at forære hjemmeholdet en scoring med en fejlaflevering. Hun nåede dog selv at afværge situationen.

FC Midtjylland fik en stor mulighed efter 33 minutter, da Rikke Dybdahl ramte stolpen. Returbolden sprang tilbage i feltet, men ingen af hendes holdkammerater nåede frem.

I stedet var det Brøndby, der kom foran kort før pausen. Mila Bischoff tog chancen udefra og sendte en hård afslutning op i det lange hjørne til 1-0.

Kort efter pausen blev FC Midtjylland tildelt et straffespark. Therese Vestermark bevarede roen og placerede bolden i den modsatte side af Tompkins’ bevægelse til 1-1.

Resten af kampen bølgede frem og tilbage med muligheder i begge ender, men ingen af holdene fandt det afgørende mål. Dermed måtte FC Midtjylland og Brøndby tage til takke med ét point hver.

Del på Facebook
Kiilerich efter nederlag: AGF skal være mere mentalt klar
OB Q overraskede favoritterne i Farum
Maria Denius efter historisk ASA-sejr: – En drømmestart
Skuffet AGF-anfører efter premierenederlag: Vi manglede ro på bolden
Henrik Larsen efter historisk ASA-sejr: Vi var bedre efter pausen
HIK henter Berkay Sahin i Vanløse IF