Foto: AGF.
AGF-cheftræner Søren Kiilerich roser ASA efter nederlaget i A-Ligaens sæsonpremiere. Samtidig åbner han for flere tilgange og forholder sig til fremtiden for Signe Baattrup, der har kontraktudløb om et halvt år.
AGF fik ikke den ønskede start på den nye sæson i A-Ligaen. I premieren mod lokalrivalerne fra ASA måtte holdet indkassere et nederlag på 1-3.
Efter kampen erkendte AGF-cheftræner Søren Kiilerich i et telefoninterview med Divisionsbold, at ASA var bedst til at udnytte kampens betingelser.
– ASA kommer ind med et supergodt fysisk tryk. De får lov til at spille deres spil på en bane, der passer dem rigtig godt i forhold til det spiltempo, vi ellers skal lægge i en kamp. De får scoret efter halvandet minut, hvilket også gør tingene svære i hovederne på os, når man allerede er presset til at skulle vinde kampen mod bysbørnene, siger Søren Kiilerich.
Cheftræneren fremhæver samtidig oprykkernes evne til at spille efter egne styrker.
– En cadeau til ASA og deres spillestil. De kender deres styrker og begrænsninger, og det var fedt at se, at det lykkedes for dem. Men det var superærgerligt for os, at vi ikke fik gjort os klar til opgaven på bedre vis.
Forventer tæt kamp om top-6
AGF’s ageren på transfermarkedet har fået flere eksperter til at forudse en vanskelig sæson for aarhusianerne. Kiilerich anerkender, at konkurrencen bliver hård, men understreger, at klubbens strategi er forløbet som planlagt.
– Det er klart, at vi skal kæmpe for at komme med i top-6, ligesom syv-otte af de andre hold skal. Det er jo en svær sæson set i lyset af, at vi var i top-6 sidste år. Vores transferstrategi er dog gået efter planen i forhold til de spillere, som har været igennem vores eget akademi og er blevet sendt videre, siger han.
Flere nye og yngre spillere skal nu finde deres plads på et hold, der har gennemgået større forandringer end i de foregående sæsoner.
– Når man gør det, og de næste talenter skal tage over, går der lidt tid. Om det tager et halvt år eller to måneder, ved vi ikke. Der er nogle ting, som skal sætte sig i truppen, inden det hele sidder, som det skal. Sidste år havde vi en meget sammenspillet trup, hvor der kun forlod os én spiller hvert halve år.
Åben for en forlængelse med Baattrup
En af de spillere, der kan være på vej væk fra AGF, er Signe Baattrup. Hun har ifølge Kiilerich kontraktudløb om cirka et halvt år, og cheftræneren lægger ikke skjul på, at den dygtige spiller kan have niveauet til at tage næste skridt.
– Baattrup har været her længe, og når man har så dygtig en fodboldspiller, skal hun også se, om hun kan klare sig på en højere hylde. Måske hos et af de danske hold, som også spiller i Europa. Så skal vi i højere grad se på, om vi har den næste spiller klar, når hun er klar til at finde noget nyt, siger han.
Kiilerich peger på Elvira Nejmanns skifte til Brøndby IF som et eksempel på den udviklingsvej, AGF gerne vil skabe for sine spillere.
– Det er præcis det, vi gerne vil se med de spillere, vi har udviklet: At de kan tage skridtet op på en højere hylde og næste gang måske tage skridtet endnu højere op.
En afsked med Baattrup er dog ikke afgjort. AGF er klar til at drøfte en ny aftale, hvis det fortsat giver mening for begge parter.
– Det er fedt, hvis hun kan finde noget andet, men det er også rigtig fedt, hvis hun bliver. Vi kan godt lide Baattrup. Hun passer godt ind i vores spillestil, er en god holdkammerat og spiller for holdet. Hvis hun ikke finder et andet sted, vil vi gerne forlænge med hende.
Tre spillere til prøvetræning
AGF kan også nå at hente flere spillere, inden transfervinduet lukker. Klubben har i øjeblikket tre spillere til prøvetræning, men holder samtidig øje med mulighederne i eget akademi.
– Der er mere end en måned tilbage af transfervinduet, og med den korte opstart er vi ikke færdige. Vi har tre spillere til prøvetræning lige nu, men det kan også være, at vi skal lidt længere hen i vinduet. Samtidig skal vi overveje, hvem fra ungdomsakademiet vi skal tage op, fortæller Kiilerich.
AGF-træneren oplyser desuden, at der er interesse for flere spillere i truppen. Klubben er derfor løbende i dialog med både spillere, agenter og interesserede klubber.
Skal lære af nederlaget
Næste opgave for AGF er opgøret mod Kolding IF. Kiilerich forventer en kamp, der på flere områder kan komme til at minde om mødet med ASA.
– Kolding er også et hold, som slår sig på fysik, tempo og direkte spil. De spiller meget vertikalt, og vi skal lære af kampen mod ASA. Vi skal være bedre i de situationer, hvor vi har bolden, og vi skal være bedre til at afslutte.
Særligt Koldings offensive muligheder med Amalie Lund og en tilbagevendende Sara Amby kan ifølge AGF-træneren stille store krav til aarhusianerne.
– Vi ved, at det bliver meget direkte og fysisk fra deres side. Derfor skal vi være klar og mere mentalt parate, end vi var mod ASA.
Selvom premieren endte med et skuffende nederlag, håber Kiilerich, at kampen kan blive et tidligt vendepunkt. AGF skal ikke alene forbedre spillet med bolden, men også stå stærkere fysisk og mentalt, når modstanderen formår at ramme holdet på andre dele af spillet.