Skuffet AGF-anfører efter premierenederlag: Vi manglede ro på bolden

Foto: Anders Juncker Nielsen/ AJ Sportsmedie.

Cecilie Johansen pegede på nerver, stress og for mange lange bolde som nogle af forklaringerne på AGF’s nederlag til ASA i sæsonens første kamp i A-Ligaen.

Det var en skuffet AGF-anfører, som Divisionsbold mødte efter lørdagens aarhusianske lokalopgør mod ASA.

AGF måtte forlade banen uden point efter et nederlag på 1-3 til oprykkerne i premieren på den nye sæson i A-Ligaen. Ifølge Cecilie Johansen formåede holdet aldrig for alvor at finde den nødvendige ro i sit spil.

– Det var en svær kamp. Det var en premierekamp med nerver, meget stress og ingen ro på bolden, så det blev en svær kamp, sagde hun til Divisionsbold.

AGF gik til pause bagud med 1-2 og forsøgte efter sidebyttet at finde tilbage til holdets vante udtryk. Det lykkedes dog ikke for gæsterne, som i stedet kom til at benytte de lange afleveringer for ofte.

– I anden halvleg ville vi gerne have fundet tilbage til det spil, vi kan, men vi endte med at spille med lange bolde, forklarede anfører Cecilie Johansen.

Trods skuffelsen over resultatet glæder AGF-anføreren sig over, at Aarhus nu har to klubber repræsenteret i landets bedste række. Mange af spillerne kender hinanden fra tidligere klubber, hvilket giver lokalopgørene en særlig dimension.

– Det synes jeg egentlig kun er sjovt. Pigerne har enten spillet i AGF eller en af de andre ligaklubber før, så vi kender hinanden internt. Det er nogle sjove kampe, men det er klart, at det havde været sjovt at få de tre point.

Det blev i stedet ASA, som kunne fejre både sejren og de tre point i klubbens første A-Ligakamp efter oprykningen. For AGF venter nu arbejdet med at finde tilbage til det spil, som holdet kun periodevis fik vist i premieren.

Se hele interviewet med Cecilie Johansen her:

Del på Facebook
Kiilerich efter nederlag: AGF skal være mere mentalt klar
OB Q overraskede favoritterne i Farum
Maria Denius efter historisk ASA-sejr: – En drømmestart
Skuffet AGF-anfører efter premierenederlag: Vi manglede ro på bolden
Henrik Larsen efter historisk ASA-sejr: Vi var bedre efter pausen
HIK henter Berkay Sahin i Vanløse IF